Driftstatus
Vi blev den 3. juni 2025 gjort opmærksom på en fejl ved tildeling af læge i forbindelse med indrejse, hvor det var muligt at blive tilknyttet en læge, der havde lukket for tilgang. Dette var muligt grundet den gamle regel om Samboende som pårørende. Udfordringen blev løst ved ikke længere at medsende Samboende som pårørende i forbindelse med lægevalget.
Rettelsen blev frigivet via en hasterettelse den 4. juni 2025.
Derudover har driften af Sygesikring kørt tilfredsstillende.
Evaluering af release 1.1
I forbindelse med release 1.1 blev der udsendt en tilfredshedsundersøgelse til faglige ledere og systemansvarlige for Sygesikringsløsningen. Undersøgelsen resulterede i 74 gennemførte besvarelser fordelt på 50 kommuner.
Formålet med undersøgelsen var at afdække tilfredsheden med kommunikation og hjælp i forbindelse med releasen samt selve indholdet i release 1.1. Den samlede tilfredshed med informationsniveauet, indholdet på webinaret og release-hotlines ligger i gennemsnit mellem 3,5 og 3,8 på en skala fra 1 til 5.
Vi har samtidig modtaget en række fritekstbesvarelser med konkrete input til forbedringer, som vi vil inddrage i planlægningen af release 1.2.
Den overordnende tilfredshed med selve indholdet i release 1.1 ligger på 3,5 (1-5 skala). Flere besvarelser fremhæver behov for forbedringer i forhold til navigation, overblik og brugerrejser. Disse temaer vil blive taget op i efteråret i samarbejde med den kommunale brugergruppe, hvor vi vil drøfte mulige ændringer med henblik på at optimere brugerrejsen i sagsbehandlerklienten.
Følg med i releasenyheder
Siden release 1.1 den 9. april 2025 er der løbende blevet implementeret mindre patches i løsningen, som typisk har indeholdt én ændring samt én til to fejlrettelser.
Du kan følge med i indholdet af de enkelte patches på driftssitet under: Releasenoter – Sygesikring.
Vi har netop, den 17. juni 2025, implementeret den sidste patch inden sommerferien. Patchen indeholder en længe efterspurgt ændring, som gør det muligt at søge på ydernummer direkte i Sygesikringsløsningen.
Plan for release 1.2
Vi forventer at implementere næste større release ultimo september 2025. Indholdet i releasen er fortsat under udarbejdelse og vil blive kommunikeret, så snart det er fastlagt.
Afledt konsekvens af rettelse til kvitteringer i release 1.1
I forbindelse med release 1.1.0 blev følgende ændring implementeret: Når et forløb involverer flere personer, sendes der fremover kun ét samlet brev til hovedpersonen/bestilleren af forløbet, i stedet for individuelle breve til alle involverede. Det betyder eksempelvis, at når en forælder opretter en bestilling i Selvbetjeningsløsningen, bliver forælderen registreret som bestiller og dermed også den, der modtager det samlede brev med information om alle involverede personer.
Vi har dog erfaret, at ovenstående ændring kan have uhensigtsmæssige konsekvenser i forbindelse med PLO-forløb, hvor sagsbehandleren i kommunen massetildeler Sikrede til ny læge. I et konkret tilfælde blev et ægtepar tildelt samme læge, men kun den ene part modtog kvitteringsbrevet. Det skyldes, at de som familie er blevet behandlet samlet i ét lægevalgsforløb, så de kunne tildeles samme læge, men det har samtidig betydet, at kun én af dem modtog informationen.
Som følge heraf kan I opleve henvendelser fra Sikrede, der undrer sig over, at de ikke har modtaget deres eget lægevalgsbrev i forbindelse med massetildeling.
Vi arbejder på at finde en hensigtsmæssig løsning, så alle Sikrede fremover modtager de nødvendige og korrekte informationer, når kommunen foretager en massetildeling.
Returadresse til Strålfos
KOMBIT har modtaget en henvendelse fra fjernpostleverandøren Strålfors vedrørende breve uden returadresse. Dette giver særligt udfordringer, når der fx ikke står navn på postkassen, eller hvis den sikrede er registreret på høj vejkode.
Strålfors oplyser, at kommunens systemansvarlige selv kan tilføje en ønsket returadresse i Connect-portalen under forsendelsestypen ‘Sygesikring’.
Faglig hotline – spørgsmål vedr. oprettelse af en ny sikringsgruppe
På den faglige hotline den 22. maj 2025 blev der rejst et spørgsmål om muligheden for at oprette en ny sikringsgruppe, fx til borgere, der søger asyl i Danmark og derfor ikke har et juridisk opholdsgrundlag, men som i en periode skal bevare fuld adgang til sundhedsydelser.
Det er vigtigt at understrege, at dette ikke er en beslutning, der alene kan træffes af Sygesikringsteamet i KOMBIT, da sygesikringsregistret har mange datamodtagere, som også vil blive påvirket af en sådan ændring.
Vi kan ikke på nuværende tidspunkt svare på, om en ny sikringsgruppe bliver en realitet, eller hvordan en eventuel håndtering skal ske fremadrettet. KL er blevet orienteret om dialogen og det kommunale behov.
Vejledning til oprydning af afventende lægevalg - Opret filter
På samme faglige hotline demonstrerede Systematic, hvordan man kan opsætte et filter til at udsøge lægevalg, der afventer svar fra CPR i forbindelse med flytning. Hvis en Sikret fx har oprettet et lægevalg med årsag ‘Flytning’, og denne flytning af en eller anden grund ikke bliver godkendt, vil lægevalget forblive i et afventende stadie i Sygesikringsløsningen. Dette kan medføre, at der spærres en plads hos den valgte yder.
KOMBIT arbejder på en løsning, der automatisk vil annullere afventende lægevalg, der er ældre end fire måneder. Denne funktionalitet er pt. planlagt til release 1.4. Indtil da kan kommunen selv udsøge Sikrede med afventende lægevalg og manuelt vælge at annullere disse.
Åbn ‘Opgaveoverblikket’ og vælg ’Nyt filter’
1: Navngiv filteret, fx: “Afventende lægevalg”
2: Under “Forløbstype” vælg “Lægevalg”
3: Under “Aktivitetstype” vælg “Afventer svar fra CPR: Flytning"
4: Under “Forløbstilstand” vælg “I gang”
5: Sæt “Oprettelsesdato” til Stigende, så de ældste forløb fremkommer øverst
Alle øvrige felter skal være blanke.
Vælg ‘OK’
Herefter kan du se, hvilke Sikrede der “Afventer svar fra CPR ved flytning”
Sikrede med forløb ældre end fire måneder kan nu annulleres. Vælg en Sikret i listen og klik på “Annuller forløb”
Dermed bliver forløbet i Sygesikring og den afventende registrering i LUNA annulleret, og pladsen frigives ved lægen.
PLO-hændelse: Opsplitninger
Siden idriftsættelsen af Sygesikring har KOMBIT tilbudt ekstra overvågning på alle opsplitninger. Da vi har oplevet stabil drift på alle de opsplitninger, der har været, har vi besluttet, at det ikke længere er nødvendigt med ekstra overvågning. Hvis der, mod forventning, skulle opstå problemer i forbindelse med opsplitning, bedes I kontakte supporten hos Systematic direkte.
Faglig hotline
KOMBIT og Systematic fortsætter med faglig hotline efter sommerferien og året ud. Den faglige hotline afholdes fortsat den sidste torsdag i måneden fra kl. 09.00-10.00. I vil modtage indkaldelser løbende og ca. 14 dage før afholdelse.