Driftstatus
Der har ikke været driftsforstyrrelser af prioritet A eller B i perioden. Servicemål for driftseffektivitet er overholdt. Servicemål for svartider er ligeledes overholdt.
Release 1.2
Siden release 1.1 den 9. april 2025 er der løbende blevet implementeret mindre patches i løsningen, som typisk har indeholdt én ændring samt én til to fejlrettelser.
Læs mere om de funktionaliteter og rettelser, der er foretaget siden april her:
- Sygesikring version 1.1.1
- Sygesikring version 1.1.2
- Sygesikring version 1.1.3
- Sygesikring version 1.1.4
- Sygesikring version 1.1.5
- Sygesikring version 1.1.6
- Sygesikring version 1.1.7
Release 1.2 er planlagt til ultimo september 2025. Releasen kommer til at indeholde følgende ændringer:
- Ny og forbedret visning af lægevalgshistorikken: Vi introducerer en opdateret visning af lægevalgshistorik, som skal give sagsbehandleren et nemmere og hurtigere overblik over den Sikredes lægevalgshistorik. Derudover bliver det muligt at generere en registerindsigt til den Sikrede.
- Dispensationsansøgninger: Hvis lægen ikke har besvaret en dispensationsansøgning inden for 14 dage, vil ansøgningen fremover automatisk blive afvist. I dag bliver sådanne ansøgninger godkendt ved manglede svar. Ændringen sker som følge af et krav fra regionerne om, at løsningen skal afvise ansøgningen, hvis lægen ikke svarer inden for tidsfristen.
- Fremadrettet vil lægevalg med årsag “flytning” blive oprettet i tilflytterkommunen, hvor forløbet i dag oprettes i fraflytningskommunen. Ændringen gør det lettere for tilflytterkommunen at hjælpe den Sikrede, hvis vedkommende fx fortryder sit lægevalg, idet der ikke ligger et forløb i fraflytterkommunen og spærrer.
- Fremover vil adresseændringer i CPR automatisk udløse et nyt sundhedskort. Det sker, fordi Sygesikringsløsningen begynder at abonnere på relevante CPR-hændelser, der indeholder ændringer i den Sikredes adresse.
- Håndtering af CPR-hændelse “A16 - Rettelse af aktuelt navn” bliver tilpasset: Fremover vil Sygesikringsløsningen ikke bestille et nyt sundhedskort ved CPR-hændelsen “A16 - Rettelse af aktuelt navn”, hvis der i forvejen ligger et sundhedskort bestilt af Sygesikring med identiske oplysninger. Denne ændring vil reducere antallet af sundhedskort, der bestilles på baggrund af “A16 - Rettelse af aktuelt navn”, selvom der reelt ikke er sket en navneændring.
Ovenstående er blot en kort oversigt over den nye funktionalitet, der kommer med release 1.2. Som ved sidste release vil der blive inviteret til release-webinar, hvor ændringerne bliver gennemgået.
Ændringer i forhold til den personlige lægevalgsliste
Hidtil har det ikke været muligt at præsentere den Sikrede for en personlig lægevalgsliste, hvis vedkommende er ukendt i LUNA, fx i forbindelse med indrejse, hvor den Sikrede endnu ikke er oprettet i Sygesikringsregistret. Det har heller ikke været muligt at søge om dispensation hos en læge i sådanne tilfælde.
LUNA implementerer nu nogle ændringer, som betyder, at det fremover bliver muligt at få vist en personlig lægevalgsliste, når den Sikrede er ukendt i LUNA.
Der pågår i øjeblikket en test mellem Sygesikring og LUNA, og vi forventer, at ændringen kan sættes i produktion i forbindelse med Sygesikrings release 1.2 eller tidligere, hvis muligt.
Den kommunale brugergruppe – vi har plads til flere!
Vil du være med til at præge udviklingen af Sygesikringsløsningen, så har du mulighed for at melde dig til den kommunale brugergruppe.
Der er allerede 12 kommuner repræsenteret i gruppen, og du kan tilmelde dig ved at skrive til os på projektsygesikring@kombit.dk. Skriv gerne et par ord om dig selv og hvorfor du ønsker at deltage i brugergruppen.
Tidsforbruget er begrænset. Vi holder et månedligt møde via Teams, hvor vi drøfter aktuelle emner i Sygesikring og får jeres input til brugen af løsningen i hverdagen. Vi rækker indimellem ud til jer for at drøfte emner, hvor der skal tages en hurtig beslutning.
Vi afholder desuden workshops med brugergruppen 1-2 gange årligt. Her er fokus på ændringsønsker. Der kan være lidt forberedelse forud for en workshop, men det drejer sig om kendt stof og emner, I allerede har kendskab til – eller i hvert fald har en holdning til.
Workshoppen er typisk et heldagsarrangement, som afholdes i KOMBIT i København.
Faglig hotline
Den faglige hotline fortsætter resten af året. Næste faglige hotline finder sted torsdag den 28. august 2025 kl. 9-10. Invitation til mødet er sendt til faglige ledere og systemansvarlige, som bedes videresende til relevante deltagere.
Den faglig hotline i september erstattes af 4 særlige release-hotlines og et releasewebinar i forbindelse med releasen ultimo september. De næste faglige hotlines, der afholdes derefter bliver afholdt:
- Torsdag den 30. oktober kl. 9-10
- Torsdag den 27. november kl. 9-10
Besøg fra KOMBIT
Vi vil gerne sikre os løbende, at den ny funktionalitet i Sygesikringsløsningen matcher kommunernes behov bedst muligt. Hvis I har emner, I ønsker at dele med os, kommer vi hellere end gerne på besøg eller aftaler et virtuelt møde.
Skriv gerne til os på projektsygesikring@kombit.dk, hvis I ønsker dette.