Driftsstatus
Den 10. september 2025 oplevede Sygesikring en kortvarig nedetid fra kl. 14:50 til 16:02 som følge af en teknisk fejl. Fejlen blev hurtigt identificeret og udbedret, og systemet var igen fuldt tilgængeligt fra kl. 16:02.
I forbindelse med dagens release 1.2 opstod en fejl ved fremsøgning af nogle sikrede i Sygesikring. De sikrede fremstod som ”ukendt i LUNA”, og det var ikke muligt at skifte læge mv. Fejlen blev dog hurtigt rettet.
Udover ovenstående hændelser har driften af Sygesikring været stabil og tilfredsstillende.
Release 1.2 er nu i luften – se webinar og materialer
Release 1.2 er nu implementeret i Sygesikringsløsningen. Du kan finde en beskrivelse af ændringerne her: Release noter – Sygesikring.
I forbindelse med releasen har vi afholdt et webinar, hvor vi gennemgik de nye funktioner og forbedringer.
Du kan se eller gense webinaret her.
PowerPoint slides kan du finde her.
Kommende patches
04.11.2025 - Ændringer til vælg læge/samlever dialogen
Små justeringer til lægevalgsdialogen ifm. angivelse af samlever for at minimere antal klik.
25.11.2025 - Udsendelse af breve når unge fylder 15 år
For at minimere udgifter til fysisk post udskydes forsendelse af lægevalgsbreve til 15-årige, indtil de har fået adgang til en digital postkasse.
09.12.2025 - Konterings og bestillingsrapport
Mulighed for at danne rapporter fra Sygesikring med henblik på økonomisk afstemning.
Digital Post udfaser MeMo version 1.1
Sygesikring skal skifte til MeMo version 1.2, inden overgangsperioden udløber i marts 2026.
13.01.2025 - Filtrering af breve til børn under 15 år ved massetildeling af læge
Der skal filtreres på udsendelse af breve ifm. automatisk lægetildeling ved massebehandling, således at der ikke udsendes breve til børn under 15 år, medmindre barnet alene tildeles lægen.
Kommende brugertilfredshedsundersøgelse
I løbet af efteråret vil KOMBIT invitere kommunerne til at fortælle deres mening om vores løsninger.
Omkring slut november udsender vi en brugertilfredshedsundersøgelse om Sygesikringsløsningen. Undersøgelsen sendes til de personer, der i KLIK er registreret som faglige ledere og systemansvarlige af Sygesikring. Vi opfordrer samtidig kontaktpersonerne til at dele undersøgelsen med relevante kolleger i kommunen, som også anvender Sygesikringsløsningen, da vi ikke har kontaktoplysninger på alle roller.
Formålet med undersøgelsen er at følge op på tilfredsheden med Sygesikringsløsningen og den tilhørende support. Resultaterne skal give os et bedre grundlag for at prioritere fremtidige indsatsområder.
Vi håber, I har lyst til at dele jeres erfaringer og give os feedback på Sygesikringsløsningen.
Workshop med den kommunale brugergruppe
Onsdag den 17. september 2025 havde vi fornøjelsen af den kommunale brugergruppe, der sammen med KOMBIT, deltog i en workshop i KL-huset. Formålet var at få input til de ændringsønsker, der er til Sygesikringsløsningen.
Deltagerne fra brugergruppen bestod af repræsentanter fra 10 kommuner fordelt ud over landet og i forskellige størrelser.
Det blev en rigtig god og produktiv dag, hvor vi sammen fik arbejdet med en række centrale elementer i løsningen. Brugergruppens input har givet os værdifuld indsigt og konkrete idéer, som vi kan tage med videre i arbejdet med at forbedre og videreudvikle Sygesikringsløsningen. Arbejdet og prioriteringen vil afspejle sig i Sygesikrings roadmap.
Selektivt åbne læger - mulighed for lokal tilpasning
På tidligere faglige hotlines og i andre fora er der blevet spurgt om, om det er muligt at anvende funktionen "Selektivt åben" for de læger, der er tilknyttet et konkret plejehjem, så beboerne selv kan vælge læge uden at skulle kontakte Borgerservice.
KOMBIT har undersøgt muligheden hos Regionerne, og den enkelte læge kan blive oprettet som selektivt åben, men det kræver, at lægen selv henvender sig til regionen. Oprettelsen kan dog kun ske med udgangspunkt i et postnummer eller et helt vejnavn, og altså ikke en specifik institution som et plejehjem.